1376 Peder Jensen Lodehat |
Forstørrelse | |
Våben | |
|
Da Margrethe bliver landets frue, bliver Peder Jensen Lodehat, på det tidspunkt kannik i Roskilde, hendes klerk (1376). Hun gør ham 1380 til Biskop i Växjø i Småland (Sverige), så stiger han i graderne og bliver biskop i Århus for at ende som roskildebisp og kansler 1395. Roskilde er et federe embede end ærkestolen i Lund og for bispedømmets penge gik han i gang med at opkøbe hele den danske statsgæld, så det endte med, at staten/dronningen skyldte Roskilde 40.000 lübske mark i 1401. Pengene skulle afdrages over 18 år og var vel både en vennehandling og en form for afpresning. Det svarer til mange millioner kroner i dag.
Første gang Peder Jensen Lodehat nævnes er lige efter Valdemar Atterdags død. Da er han kansler for dennes datter og kannik i Roskilde. Og siden er hans navn nøje knyttet til hele Margrethes historie som hendes trofaste hjælper og rådgiver. For Peder Jensen blev vejen til Roskilde bispestol højst ualmindelig, den gik nemlig over et andet lands bispesæde. Ved Margrethes indflydelse hos paven blev ban biskop i Växjø i Sverige, adskillige år før Margrethe havde underlagt sig dette rige. Det har vel været meningen, at Peder Jensen skulle arbejde for Margrethes søn Oluf mod Albrecht af Mecklenburg. Senere fik Peder Jensen ved selv at rejse til paven den udsatte svenske post ombyttet med bispestolen i Århus. Året efter døde kong Oluf, og Peder Jensen satte sig i spidsen for de mænd, der valgte Margrethe til »rigets fuldmægtige formynder«.
1395 ombyttede han den jyske bispestol med landets mest ansete, den i Roskilde. Fra nu af er han rigets øverste kansler, med i alle vigtige statshandlinger og særlig Margrethes betroede rådgiver i økonomiske anliggender.
Peder Jensen deltager i unionsmødet i Kalmar 1397, hvor den 14-årige Erik af Pommern blev kronet til konge over de tre nordiske riger, og er med til rådslagningen om en unionsakt, og han har været med til at formulere de beslutninger - kaldet Kalmarunionen - hvormed mødet endte. Flere gange yder Peder Jensen Margrethe stor økonomisk hjælp. Han udløser for egen regning pantsat krongods for at overlevere det til hende, og han låner hende penge - også uden pantesikkerhed. En tid skyldte dronningen ham en sum, som vel svarer til adskillige millioner i dag. Han bevarede sin trofasthed og sit venskab for Margrethe også efter hendes død. Det var for at der kunne ydes hende den størst mulige kirkelige hæder og varetægt, at ban førte hendes kiste til Roskilde Domkirke.
Efter dronning Margrethes død fortsatte Peder Jensen sit arbejde som statsmand. Som rigets øverste kansler deltog han i danehoffet i Nyborg 1413, og det var ham, der afsagde den dom, hvorved hertugdømmet Slesvig som forbrudt len hjemfaldt til Danmark.
Tildels har statsmandens virke overskygget bispens, men også dette blev betydeligt. Peder Jensen lagde meget nyt gods under bispestolen, og han opførte den faste borg Gjorslev på Stevns (i hvert fald byggede han dens ældste og betydeligste del). I Århus Domkirke stiftede han et alter og oprettede i Roskilde Domkirke Skt. Sigfrids Kapel i nordre tårn. Her blev han begravet 1416 ved siden af sin broder Andreas og sin søster Cecilia.
Med Peder Jensen døde en af de betydeligste mænd på Roskilde bispestol, og fra nu af spores en nedgang i dens magt og anseelse. Næppe havde Peder Jensen lukket sine øjne, før kongemagten lagde beslag på København, denne gang for altid, da ingen af de senere bisper evnede at vriste den fra kronen.
Mere om Peder Jensen Lodehat
fra
Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Biskop. Første Gang,
denne Mand nævnes, er i Slutningen af Aaret 1375; Valdemar Atterdag var lige død,
og hans Datter Margrethe, der rejste Krav paa Danmarks Rige, forlenede da sin
Klerk P. J., Kannik i Roskilde, med noget Gods i Udby i Arts Herred. Dermed er
den Grundtone anslaaet, som siden gik igjennem P. J.s hele Liv; først og sidst
er det som Dronning Margrethes trofaste Hjælper, at han mindes. Tidlig maa
Dronningen have indset, hvilke Evner der gjemte sig hos den unge gejstlige, og i
1382 skaffede hun ham ved sin Indflydelse hos Paven Bispedømmet Vexiø i
Sverige, sikkert ikke uden en Bitanke om, at han i dette Rige skulde være en
Forkæmper for hendes Søns Krav over for Albrecht af Meklenborg. Da Aarhus
Bispestol blev ledig i 1386, opnaaede P. J. dog ved selv at rejse til Paven at
faa denne Bispestol i Steden for sin svenske, og ogsaa i Danmark kunde Margrethe
trænge til hans Støtte; da hendes Søn Oluf døde Aaret efter, gik P. J. i
Spidsen for de Mænd, der toge Margrethe til Rigets «fuldmægtige Form ynder».
Fra nu af finde vi P. J. ved Dronning Margrethes Side i alt, hvad hun foretog
sig; det gjælder for den Tid, da han var knyttet til Aarhus Stift, og endnu
mere, siden han i 1395 ombyttede det med Roskilde Bispedømme. Han var tilstede
ved de store Unionsmøder i Helsingborg og paa Lindholm i 1395; han overværede
Aaret efter det Møde i Assens, paa hvilket Striden om Schaumburgernes Ret til Sønderjylland
begyndte at ulme; paa Kalmarmødet 1397 deltog han i Raadslagningerne om en
Unionsakt, og det var vel ham, der formulerede den Beslutning, hvormed Mødet
endte. Paa samme Maade træffe vi ogsaa senere P. J. overalt, hvor der foretages
vigtige Statshandlinger. De tørre Dokumenter give os kun Ydersiden af
Tildragelserne; følge den statskloge og fromme Dronning ind i Lønkammeret
formaa vi ikke, men vi vilde der sikkert oftest finde hende sammen med Biskop P.
J. Kun paa enkelte Punkter kunne vi skimte, hvor trofast en Støtte Margrethe
havde i denne Prælat. Vi se, hvorledes han ofte har rakt hende en hjælpende
Haand, naar det gjaldt Rigets Pengesager; han indløser for egne Penge pantsat
Krongods, som han saa senere leverer tilbage til Dronningen; han laaner hende
selv Penge, ogsaa uden Pantesikkerhed i Ejendom. I 1401 havde han en Gjæld at
kræve paa ikke mindre end 40000 Mark lybsk, vel svarende til et Par Millioner i
vore Penge; han fik da Skanør i Pant derfor med de store Toldindtægter, men
paa Vilkaar, der vare yderst gunstige for Dronningen, i det der hvert Aar skulde
afskrives 5000 Mark af Gjælden. P. L. har ogsaa haft store Fortjenester af den
forbedrede Ordning, der i Margrethes Tid blev truffet med Kancelliet; efter at
han var kommet til Roskilde Stift, nævnes han som Rigets øverste Kansler og
havde det store Rigssegl i Forvaring. Ikke mindst har han sympathiseret med
Dronningens Veldædighed imod Kirker og Klostre, og han interesserede sig meget
for det af hende stiftede Nonnekloster Gavnø, der ogsaa af hans Haand modtog
rige Gaver.
Biskop P.s Venskab med Margrethe varede til hendes Død, ja ud derover, som det
viste sig, da han næsten med Vold fjærnede hendes Lig fra Sorø Kloster, hvor
det først var bisat, for at føre det til selve Roskilde Domkirke. Men ogsaa i
Rigets Styrelse bevarede han sin Indflydelse, efter at Margrethe var borte, og
det var ham, der paa Danehoffet i Nyborg i Juli 1413 paa det danske Riges Vegne
fældede den Dom, der frakjendte Schaumburgerne Ret til Hertugdømmet Slesvig.
Dog har han vist ikke i alle Maader været tilfreds med den unge Konge; der
tales i alt Fald om, at Erik af Pommerns gamle Raadgivere ikke syntes ret om den
Politik, Kongen slog ind paa.
Lige over for den store Rolle, som P. J. har spillet i Rigsstyrelsen, træder
hans rent gejstlige Virksomhed noget i Skygge; dog er det klart, at han ogsaa i
sin Færd som Biskop har vist baade Klogskab og Fromhed efter Tidens Lejlighed.
I Aarhus Domkirke stiftede han Hellig Korses Alter, i Roskilde byggede han et
Kapel, viet til St. Sigfred (nu Trollernes Kapel), hvori han selv blev begravet.
Meget Gods skaffede han Bispestolen, og paa Gjorslev har han vistnok bygget den
hvælvede Hal, der endnu erbevaret, og hvori bl. a. hans Fædreneskjold er
anbragt. I dette ses et skjægget Mandehoved med en ejendommelig Hat; det er
denne, Genealogerne kalde Lodehat (eller Jødehat), et Navn, som Slægten dog
vist aldrig har ført. Mæt af Dage døde P. J. 19. Okt. 1416."